|
|
|
Hos Elfac i Silkeborg forsøger administrerende direktør Lars Hartvig Andersen at komme ordet ”ufaglært” til livs. Selvom størstedelen af hans 74 medarbejdere ikke har papir på deres kunnen, er videns- og kompetenceniveauet i virksomheden højt. Og da en af Elfacs største kunder i slutningen af 2010 nedjusterede, nægtede Lars Hartvig Andersen at sende sine dygtige medarbejdere ud i kulden. Løsningen blev efteruddannelse til alle berørte mand, indtil markedet igen var på ret køl.
|
|
Produktionsmedarbejdere? De er da kinesere! Elektroniske dimser? Dem laver man i Asien! Sådan lyder det ofte, når samtalen falder på produktion af elektroniske komponenter.- Det er en udbredt fordom, at produktionsvirksomheder ikke kan overleve, hvis de bevarer produktionen i Danmark. Det kunne ikke være mere forkert. Selvfølgelig kan vi klare os i Danmark. Vi skal bare gribe det rigtigt an!
Ordene kommer fra Lars Hartvig Andersen, der er administrerende direktør i elektronikvirksomheden Elfac i Silkeborg. Her producerer man kabler og ledninger til noget af verdens mest komplicerede elektroniske teknologi inden for blandt andet vindkraft, medicoindustri, transport og infrastruktur.
Elfacs produktionsled består af 55 fortrinsvis ufaglærte medarbejdere, der gennem systematisk træning og oplæring og for manges vedkommende årelang erfaring har opnået en stor teknisk kunnen og en stærk kvalitetsbevidsthed og evne til at tage de rigtige beslutninger, som kunder over hele verden sætter stor pris på. Derfor kan Elfac ”ikke bare outsource til Kina”. Og derfor skiller Elfac sig kun nødigt af med sine medarbejdere.
- Dét, folkene i vores produktion kan, kan de ikke i Kina. Kvalitetsniveauet skal være tårnhøjt, og graden af selvstændig tænkning skal være stor. Vores produktionsfolk er vores vigtigste ressource. Det er deres kompetencer, kunderne betaler for. Det er synd og skam at kalde dem ufaglærte, for de er ikke ”u-”, lyder det fra Lars Harvig Andersen.
Men i slutningen af 2010 nedjusterede en af Elfacs betydende kunder aktiviteten:
- Vi stod i en situation, hvor vi ikke havde arbejde til alle mand, men vi forventede, at det næppe var en permanent problematik, og derfor ville vi for alt i verden undgå at skære i medarbejderstaben, fortæller Lars Hartvig Andersen.
Løsningen, som blev strikket sammen i samarbejde med VEU-Center Østjylland, bestod af VUC- kurser i dansk, engelsk, matematik og almen it for 34 medarbejdere. Igennem hele foråret vekslede to hold á 17 mand mellem at arbejde en uge og sidde på skolebænken en uge. I skoleperioderne fik Elfac VEU-godtgørelse, mens de ansatte fik fuld løn.
- Efteruddannelsen har betydet, at medarbejdernes læsefærdigheder både på dansk og engelsk er øget markant. Med matematikken har fået tilført noget teori og logik på deres tekniske viden, og hvad angår it, så har det primært haft til formål at eliminere tvivl og berøringsangst.
I det tidlige forår 2011 vendte aktiviteten tilbage et normalt niveau, og Elfac kaldte alle mand tilbage fra skolebænken.
- Det er en utroligt fleksibel løsning, og den helt rigtige model for os. Vi kan omstille os lynhurtigt fra dag til dag, holde gang i produktionen, bevare arbejdspladserne og i det hele taget vende situationen til en investering i fremtiden. Det er positivt. Nu har vi en plan, beredskab om man vil, i skuffen, som vi kan trække frem, næste gang vi kommer i samme situation. Det giver god ro i maven, siger Lars Hartvig Andersen.
|
|
|