Masser af input til øget produktivitet og vækst

Den 29. oktober var næsten 100 midtjyske virksomheder samlet til VEU-konference i Messecenter Herning. Her fik de indspark fra fem forskellige oplægsholdere omkring, hvordan de kunne finde virksomhedens kerneopgave og få ideer til at identificere og aktivere deres vækstmuligheder. Nyhedsbrevet fangede nogle af tilhørerne under og efter konferencen, for at høre hvad de havde fået ud af dagen.

Jakob Beck Wätjen, Direktør for Montra Hotel Sabro Kro

plus

Hvorfor har du valgt at tage på VEU-konference?

Det er for at få ny inspiration til vores forretning og blive opdateret på mulighederne for efteruddannelse hos VEU-centrene. Men det var først og fremmest dagens program om, hvordan man kan understøtte vækstmulighederne i sin virksomhed, jeg er kommet for at høre.

Hvad har været bedst i dag?

Svend Erik Kristensens (administrerende direktør i HIFI-klubben, red.) indlæg om kundeservice, som også var det punkt i programmet, jeg primært var kommet for at høre, fordi der er så mange paralleller til min egen branche. Det var inspirerende at høre en hudløst ærlig direktør fortælle, hvordan HIFI-klubben arbejder benhårdt med at skabe kundebegejstring ved hjælp af god service.

Anders Senecas peptalk omkring virksomhedens kerneopgave, indeholdt også mange gode pointer. Hans koncept virkede på en gang overbevisende, gennemarbejdet og tilgængeligt at give sig i kast med.

Charlotte Vestrup (afdelingschef) og Anja Lunderskov Jakobsen (udviklingschef), begge hos Job Vision - udviklingshus der arbejder med værdiskabende karriereudvikling for jobsøgende og virksomheder.

plus

Hvorfor har I valgt at tage på VEU-konference?

Det var et spændende program, hvor der var fokus på vækst – og det er vi altid interesserede i. Som afdelingschef i Herning (Charlotte, red), er det desuden en god mulighed for at komme tæt på nogle af de virksomheder i lokalområdet og høre om deres planer og udfordringer. Det er et oplagt sted at skabe relationer og netværk.

Har det levet op forventningerne?

Ja, og mere til! Vi har fået en masse inspiration og viden i forhold til at skabe betingelser for vækst via kompetenceudvikling. De virksomheder der har holdt oplæg, har været velvalgte og spændende – noget af det bedste ved konferencen, har været at mærke den entusiasme, der har været hos oplægsholderne, som virkelig brænder for deres virksomheder.

Hvad tager I med hjem?

Ved alle oplæggene, har der været nogle relevante input, man kan tage med hjem og bruge i praksis i sin egen virksomhed. Uanset om det handler om at skabe sammenhæng mellem strategi og kompetenceudvikling (oplæg af Erhvervsdirektør Kenneth Mikkelsen, red) eller om at finde kerneopgaven i virksomheden, uden at man farer vild i oppustede buzzwords (oplæg af direktør i Dogmekompagniet Anders Seneca). Alle oplæg ramte ned i noget centralt hos de fleste virksomheder, nemlig kompetenceudvikling og hvordan man kan bruge de ressourcer man har i forvejen.

Leif Vinther Christensen, projektleder hos VEU-center MidtVest og Aage Krogsdal, kursuschef hos AARHUS TECH kompetencecenter

plus

Hvorfor har I valgt at tage på VEU-konference?

Dagens emne går godt i spænd med tre praktikområder, som vi i høj grad skal til at arbejde videre med hos os, nemlig vækstskabelse, strategi og kompetenceudvikling. Forventningen har været, at vi og de andre virksomheder i Region Midtjylland der er med i dag, kan få input til, hvordan man skaber øget produktivitet og vækst.

Hvad har været bedst?

At der har været så mange forskellige tilgange, der belyser problemstillingen omkring vækst kontra kompetenceudvikling fra flere vinkler. Anders Senecas oplæg om at finde sin virksomheds kerneopgave, har været godt. Men også Direktør i BM Silo Dorte Martinsens oplæg om ikke at gøre innovation og kompetenceudvikling sværere end det er, har været lige i øjet. Det var inspirerende at høre hende fortælle, at man ikke skal være bange for at gå i lavpraktisk 1-1 dialog med sine medarbejdere om deres kompetenceudvikling. 

Brian Kjær Andreassen, specialkonsulent hos Regional Udvikling i Region Midtjylland

plus

Hvorfor har du valgt at tage på VEU-konference?

Vi samarbejder en hel del med de enkelte VEU-centre i Region Midtjylland. Jeg vil gerne bruge dagens oplæg som inspiration til at skabe nye initiativer til vores samarbejdspartnere inden for virksomheds- og kompetenceudvikling i Midtjylland.

Hvad synes du om de oplæg, du har hørt indtil videre? Har det levet op til forventningerne?

Det har været super spændende! De oplægsholdere der er med i dag, er interessante og har rigtig gode input til dagens emne. Det er nogle gode og velvalgte cases med gode redskaber. 

Peder Spreckelsen, Virksomhedskonsulent hos Den Jydske Haandværkerskole

plus

Hvad har været bedst i dag?

Det er svært at sige, for alle oplægsholdere har haft relevante input, som man kan trække ud og overføre til sin egen virkelighed i en organisation eller virksomhed. Direktør i BM Silo Dorte Martinsens oplæg omkring, at man faktisk kan finde mange af de ressourcer, man efterspørger blandt sine eksisterende medarbejdere, er jo vildt fascinerende. De har ikke gjort det sværere, end det er.

Anderes Seneca er en fantastisk fortæller, men får samtidig sat nogen ting på spidsen og provokeret sine tilhørere til at tænke efter: ”I ved jo godt det her i forvejen – men gør I noget ved det”?

Hvad tager du med hjem?

Inspiration og konkrete ideer til hvordan man skaber vækst og værdi omkring kompetenceudvikling. Fx er det med at skabe værdi for en kunde, ikke kun er relevant for virksomheder, men også for uddannelsesorganisationer, der udbyder uddannelser. Det er vigtigt, at man tænker et kundefokus ind i uddannelsesverdenen også.

Læs mere
Sådan finder du din virksomheds kerneopgave Kører en buschauffør bus? Eller flytter han mennesker fra A til B? Forskellen... Læs mere
Kompetenceudvikling - den ukendte genvej til vækst Mange virksomheder forsømmer at investere i medarbejdernes kompetencer, fordi... Læs mere
VEU-center Østjylland | info@veu-ostjylland.dk | Hasselager Allé 2 | 8260 Viby J. | | Persondatapolitik på hjemmesiden | © 2019 Facebook Linkedin